Vores unikke historie - båret af frivillige kræfter

1950 – 1963: Behovet opstår
Behovet for en sportshal i Gilleleje opstår, og i 1961 kommer det på dagsordenen i det daværende sogneråd, som endelig i 1963 beslutter, at der skal bygges en hal på møllelodden.
1967: Arbejdsudvalgtet nedsættes
Et arbejdsudvalg nedsættes, bestående af formand Henning Madsen, Preben Andersen, Helge Skovholm, Johannes Madsen og Jørgen Rydahl, der siden hen bliver den første halinspektør. Udvalget skal stå for opførslen af hallen. Det er Bakkeselskabet der ejer hal-grunden og selskabet var også bygherre på hallen.
Hallen er meget atypisk, idet man i planlægningen af hallens 3.600 kvadratmeter besluttede at vægte sport og kultur lige højt. Øverste etage blev dedikeret til selve hal-arealet, mens omklædning, restauration og andre lokaler blev placeret i stue-etagen.
Bakkeselskabet vælger samtidigt at opføre to helårshuse på lejr- og teltpladsen på Østre Allé. Husene skulle sælges, og overskuddet bruges som en del af Bakkeselskabets tilskud til opførslen af hallen. Det var nødvendigt at opføre hal og huse samtidigt, for byggeriet skulle være igang inden kommunalreformen i 1970, ellers var der frygt for at miste tilsagnet om tilskyd fra det daværende sogneråd.

1969: Frivillige kræfter
For at opførelsen af hallen og de to huse kunne blive en realitet var man meget afhængig af frivillig arbejdskraft fra lokalområdet. Rigtig mange deltog i byggeriet til blandt andet udgravning til fundamentet, bære materialer til og fra, lægge gulvbelægning samt male. Flere erhvervsdrivende stillede også deres entreprenørmaskiner gratis til rådighed for projektet.
Selve arbejdet med hallen begynder i Oktober 1969 og det anslås at opførelsessummen bliver på 2,25 mio kr. Prisen for byggeriet ender dog på ca 3,3 mio kr primært grundet forbedringer undervejs i projektet ift den oprindelige plan samt de kraftige prisstigninger i samfundet i denne periode. Kommunen gav et engangstilskud på 600.000 kr og yderligere 40.000 kr årligt til driften i denne periode.
1970: Fonden Gilleleje Hallen
I 1970 opretter man en fond „Gilleleje-Hallen‟ som skal drive hallen. Fonden fik 350.000 kr og en ejendom, som stilles til fondens dispisition i 99 år. Formålet med fonden er, at fremme det kulturelle, idræts- og ungdomsarbejde i Gilleleje Sogn, samt at opføre og administrere en halbygning. Bestyrelsen består af ialt 7 medlemmer.
1971: Gilleleje Hallens venner
„Gilleleje Hallens venner‟ dannes med det formål at skaffe overskud til hallens drift. Foreningen har indtil videre givet 2,5 mio kr i form af nyt inventar, udendørsbelysning, tyverialarm, beplantning og meget mere.
1971: Officiel indvielse 4. September 1971.
Den officielle indvielse finder sted 4. September 1971, men allerede under Bakkefesten 1970 tages hallen dog delvist i brug, trods den på daværende tidspunkt ikke var færdigbygget. Tom Bogs gav opvisningskampe ovenpå, og nedenunder lagde selskabet selv et dansegulv, så der blev plads til 3.000 mennesker i „Beat hall‟.